Forlaget Arena, 2012.

Digtsamling oversat fra svensk.

Digte om jegets mors sygdom og død løber som en rød tråd gennem Klangenes bog, og døden er et af digtsuitens vigtigste temaer. I et mundret og rytmisk sprog, der af og til låner begreber fra matematikkens og musikkens verden, reflekterer jeget over døden i en fri bevægelse mellem forskellige niveauer: I ét digt fortæller moderens læge detaljeret om, at hendes bug er fuld af cancervæv, et andet sted overvejer jeget, om man kan sætte lighedstegn mellem udødelighed og døden, eftersom mennesket først fremtræder som en helhed, når det ikke findes mere.

Hele tiden har jeget det ene øje rettet mod det nære, hverdagens begivenheder, og det andet mod universet, hvor kometer river sig løs, eller fugleengle samles i en brusende storm. På få linjer kan et digt bevæge sig fra en solsort, der roder i gamle blade, til en sætning som »Strukturerne er i deres fødsel«. Kærlighedsdigte indgår på lige linje med digte, der prøver at forstå, hvordan samfundet eller universet hænger sammen. Det samfundskritiske jeg er også et selvkritisk jeg, der ikke vil være »blandt de retfærdige«, men vil bevare bevidstheden om, at det onde findes i ham selv såvel som i de ydre strukturer. Klangenes bog genanvender den overordnede form fra den tidligere Små klanger; en röst (1981), og fylder den med nyt indhold.

Sonnevis evne – og mod – til at skrive poesi, der inddrager politik, naturvidenskab og filosofi, gør det oplagt at sammenligne ham med en digter som Inger Christensen – et slægtskab, der bliver særligt tydeligt i Klangenes bog, hvor Sonnevi ligesom Christensen bruger sonetformen.