Göran Sonnevi

Du som er hos mig med dit nærvær
om dagen, om natten   Indimellem
flygter jeg fra dig, som fra et
fængsel   Men du er min frihed

i dig, i dig   Du er under forårstræerne
blandt blomsterne, lysende under de
nøgne grene   Du har en brun ruskindsjakke
som en dyrehud, over din krop

Du rører ved min pande   Blødt, blødt
Mit blik rører ved dine mørke
brune øjne   Din næse er lige, en

fin linje   Den bevæger sig ind mod det
usynlige   En vind bevæger det tørre løv
Du har længe været usynligt nærvær