Gonca Özmen

MÅSKE STILLE

Skoven gør sig klar til natten
Afklæder sig langsomt sit grønne

En fugls drøm blandes sammen med en sky

Vinden snakker igen om klipperne
Vinden fortæller hvad den har set på rejsen

Måske flyder ordene denne gang siger jeg
Med regnen strømmer kroppens begær

Måske tager bønneråb og dødsfald fejl af tidspunktet
I hvert fald blomstrer et barns afhuggede arm

Åh verden, mindre og mindre er du blevet i os

Fortsat ophobes ordmudder
på bunden af søen

Fortsat mister alting sin lyd