Anmeldelser af “Hjem er en retning”

Bogen blev i foråret 2012 præmieret af Statens Kunstfonds Litteraturudvalg med følgende begrundelse:

“Naturen er alle vegne i Julie Sten-Knudsens debutdigte, og det er den på en velgørende og uprætentiøs måde, så selv lyden af regn i al sin enkelhed kan åbne for utallige andre verdener: ”Hvis du tænker på mig/er det den ru granitvæg/du mærker/under dine fingre. Hvis du husker mig/så husk mig på samme måde/som du husker/lyden af regn.” Forfatteren er ikke bange for at bruge en slidt metafor som rosen, og hun gør det så overbevisende, at rosen ikke først og fremmest er en metafor, men netop den bleggule rose dét sted dén oktoberdag. Julie Sten-Knudsen er heller ikke bange for at være alvorlig og vemodig. Der er ikke noget ironisk eller vrængende over hendes sammenvævning af det skønne og det grimme. Julie Sten-Knudsen er en klassisk funderet lyriker, og hendes projekt er en seriøs granskning og en næsten moralsk tro på, at der er en mening, og at mennesket er til i verden og har en betydning for andre mennesker. Men også humoren er der plads til, f.eks. som i linjer som disse: ”Nerverne/sidder og jamrer sig/uden på tøjet, tag det af:/skjorte, bukser, sko./Du må leve med kroppens/katastrofer.” Der er en velgørende enkelhed over samlingen, der ubesværet kan færdes mellem stemninger, fra det smukt rolige og eftertænksomme til digte, der er præget af stakåndethed, af angst: ”læg dig ned, perle. Læg dig/på asfalten. Der kører ingen tog/i den retning.””

Mikkel Bruun Zangenberg, Politiken: “Hvordan kan et hjem være »en retning«? Det kan det måske, hvis det hverken længere helt er sig selv, og endnu ikke på ny er blevet til som hjemsted. Der er en forskudt linje, en flugtlinje, en diagonal – og det er dette mærkelige og almindelige sted mellem ikke længere og endnu ikke, der bliver topos for Julie Sten-Knudsens fine debut, Hjem er en retning (…) Hvis vi antager, at retningshjemmet, altid forskudt i tid og rum, er det særlige sted, hvorudfra digtene er skrevet, lykkes det ualmindelig godt at få flettet alle de trivielle linjer ind over hinanden i en ung kvindes liv, parforhold, familie, barndom, hverdag, erindringer, politik. Men samtidig at få skudt sig selv ind, med den tørre humor (f.eks. i et interview med haven!), med den sproglige legs akkuratesse (jeg kan lide s’erne i: »sortner under surfernes neonsejl«), med den antydede smerte, melankoli eller abrupte vold og voldsomhed, og ikke mindst tilforordnet en distinkt omgang med motiver som rosen og fænomener som hele den kromatiske skala (…) »Du er en tanke/ ingen har tænkt på/ at tænke. Du kan ikke/ reddes«. Det kan Sten-Knudsen til gengæld; eller bedre, hun har ingen redning nødig. Retningen tegner godt, med kurs mod glæde, »Hør hvor blå/ himlen bliver«.”

Nanna Goul, Weekendavisen: “Vi har at gøre med en meget vellykket og solidt lovende debut. Og hvorledes så med det? Jo, Julie Sten-Knudsen demonstrerer en skarp og præcis sprogfornemmelse, hvor hun lykkes godt med at kombinere store og abstrakte overvejelser med helt konkrete og punkterende indslag, stærke følelser kombineres med selvironi, alvor med humor.”

Tue Andersen Nexø, Information: “Digtene i Hjem er en retning har en sjælden sans for det rytmiske spil mellem sætning og verselinje, føler man, de glider afsted, langsomt og sikkert. De er lange og slanke med korte ord og sætninger, digtene, det får dem til at føles langsomme, nærmest statelige i deres udtryk. Og så har de et meget alvorligt jeg, der lige så meget konstaterer og definerer som sanser verden omkring sig. Resultatet kan være klassisk smukt, med kun det mindste mørke bag en helt stille ro (…) Julie Sten-Knudsen giver de klassiske digtes inventar kroppen, rosen, sproget, kærligheden, ensomheden en egen drejning, som holder, også selvom grebene er de samme igen og igen.”

Peter Stein Larsen, Kristeligt Dagblad: “Om ”Hjem er en retning” kan man overordnet sige, at der er en voldsom dynamik over skriften, der hele tiden forskyder sig ned over siderne i korte prægnante udsagn, der skifter mellem erindring, refleksion, sansning og kropsoplevelse (…) Får man ingen svar på eksistentielle dilemmaer i ”Hjem er en retning”, får man til gengæld en digters succesfulde forsøg på at beskrive en række kaotiske sjælstilstande i en lovende debut.”

Christian Stokbro Karlsen, Nordjyske: ”Sten-Knudsen skal vi holde øje med fremover, og vi skal købe hendes debut, læse den, tage den med os og læse den igen, for her er en unik stemme”

Jørgen Johansen, Berlingske: “Meget åbent begynder digtsamlingen med linjen »Jeg piller navle«, og vist har selviagttagelsen en dominerende plads i digtene, men selvoptagetheden eller selvransagelsen håndteres med den uhøjtidelige lethed og selvironi, der gør Sten-Knudsens digte til en fornøjelse at læse.”

Erik Svendsen, Jyllands-Posten: “Julie Sten-Knudsen debuterer med denne tætte og eftertænksomme digtsamling, som er fuld af grumme og kontante registreringer (…) Det basale spørgsmål er, hvordan sprog og følelse kommer til at være i overensstemmelse med hinanden og varer ved: »Fortæl mig/ hvad det vil sige/ at blive i en følelse. For jeg vil gerne/ blive der nu.« Et godt spørgsmål, som ikke bare er relevant for digteren. Det er et eksistentielt vedkommende problem.”

Helle Eeg, Litteraturnu.dk: “Digtsamlingen er en meget, meget fin debut, ja, eller den er en meget, meget fin digtsamling.”