Anmeldelser af “Atlanterhavet vokser”

Kristian Lundberg, NT: “Julie Sten-Knudsen skriver med ett intensivt borrande tonfall. Trots det är dikterna till sin form närapå sångbara i sin mjukhet, i sitt försök att försöka förstå det som man saknar kroppslig erfarenhet av, nämligen att vara i annan färg än ”neutral 01”. Atlanten växer är både en viktig och angelägen diktsamling. Det kan också vara årets höjdpunkt i lyrikutgivningen det här året.”

Sebastian Lönnlöv, Svenska Dagbladet“När det gäller helheten kan jag bara glädjas åt att en så viktig bok har skrivits och nu även översatts till skarp svenska. Sten-Knudsen visar på hur politisk poesi kan vara, genom att helt enkelt gräva i livet.”

Hanna Jedvik, Göteborgs-Posten: “Julie Sten-Knudsen använder sina dikter till att lyfta viktiga frågor om vår samtid, utan att det blir svårtillgängligt eller torrt. Med mjuk hand lyfter hon fram vardagsrasismen och ritar en historisk karta. Resultatet blir hudnära, ärligt och angeläget.”

Tue Andersen Nexø, Information: “Julie Sten-Knudsen [skriver] nærmest programmatisk med en sval kølighed, en distanceret ro i stemmeføringen. Man kan mærke omhuen i alle sætninger, arbejdet med at give dem den rette, upåfaldende og samtidigt selvfølgelige rytme og klarhed. Med at ramme et rent beskrivende, konstaterende tonefald, næsten uden metaforer eller følelser eller andre åbenlyse, digteriske greb. Undervejs kan bogen godt føles meget lavmælt. Når Atlanterhavet vokser alligevel fungerer – som undersøgende digte og egentlig også som skønne digte – så skyldes det dels, at Julie Sten-Knudsen simpelthen skriver virkeligt godt og melodisk. Men det skyldes også, tror jeg, at det lavmælte tillader digteren at blive ved konstateringerne. At netop hendes hudfarve er den, der på børnetegningen farves med »den hudfarvede tus«, at feminisme og racespørgsmål ikke følges ad i Amerika. At familiebånd i moderne storfamilier opstår ud af hvad som helst.”

Jørgen Johansen, Berlingske“Udforskningen af det særlige halvsøskende-landskab, hvor meget er fælles og lige så meget skiller, gennemføres med sproglig præcision og betydelig psykologisk finsans. Julie Sten-Knudsen kan virkelig skrive om de oplevelser og erfaringer, der binder sammen: at bygge hule sammen, tisse i samme syltetøjsglas, indrette en restaurant i et dukkehus og lave bittesmå hakkebøffer i fimo-ler. Samtidig bevarer hun et skarpt blik for de mekanismer og interessekonflikter, der skaber fremmedhed og bygger barrierer (…) Julie Sten-Knudsen har skrevet en voldsomt ambitiøs bog, der blander digt og psykologisk studie med samfundsdebat og kolonihistorie, og blandingsformen efterlader læseren med store ubesvarede spørgsmål, men skærper også oplevelsen af en historie, der i den grad er blodig alvor. De fine psykologiske og stilfærdigt poetiske studier i et søskendeforhold sættes i relief af den større historie og referencerne til et aktuelt mønster af fordomme og debat.”

Mikkel Bruun Zangenberg, Politiken: “»Jeg spørger hvornår du kommer hjem./ For dig hedder det at tage til Danmark«. Så mundret og øksehugsagtigt præcist kan Sten-Knudsen formulere et helt ocean af afstand mellem søstre og deres erfaringsverdener og livsretninger. Atlanterhavet vokser falder i fem dele (…) og disse fem dele er scene for en flerhed af genrer, selvbiografi, læsenoter (blandt andet til bøger om racisme) og en urimet, prosaisk og hyperpræcis poesi.”

Peter Stein Larsen, Kristeligt Dagblad: “I bogen indfanges en række situationer fra dagliglivet, hvor de racistiske udtryk fra det danske samfund folder sig ud. Det foregår alt sammen på pæn og gemytlig vis – og er måske netop derfor ret rystende læsning: “Du er hjemme på besøg og fortæller/at du prøvede at købe en foundation/i Kastrup Lufthavn, men ekspedienten/kunne ikke hjælpe dig. Din hud er for mørk./Velkommen til det hudfarvede land.” Sten-Knudsens digtsamling er effektfuld, hårdtslående og nødvendig.”

Victor Boy Lindholm, Promenaden: “i sin anden digtsamling, som måske bare vil være en bog og ikke en digtsamling, digter julie sten-knudsen om smerten ved at blive hudløst bevidst om verdens heterogene karaktér gennem den hvide huds ikke hudfarvede kulør.”