Apostrofe-artikel i Den Blå Port

Jeg har en artikel om apostrofer og spørgsmål i Den Blå Port nr. 90: “”Læs mig! Jeg har store bryster.” Den pinlige apostrofe og andre poetiske henvendelser”. I artiklen analyserer jeg bl.a. digte af Mette Moestrup og Lars Skinnebach. Den begynder sådan her:

O, M. M. Jeg har talt om dig i dag, mens du ikke var der, og nu taler jeg til dig, mens du ikke er her. Eller: Jeg har ikke talt om dig, men om et digt, som du har skrevet. Og jeg taler ikke til dig her, jeg skriver. Men jeg blander tingene sammen. Jeg kan ikke lade være. Lad os sige at jeg bruger min stemme. Lad os sige at jeg har en stemme og en krop, at jeg findes, og at du findes. Lige netop det tror jeg vi kunne blive enige om, hvis du var her og kunne svare på spørgsmålet: Tror du på det? Det er muligt, at jeg skriver denne tekst i forventning om dit mulige svar og som svar på ting du tidligere har sagt og skrevet, at jeg henvender mig til dig for at fremkalde forestillingen om en samtale, hvor jeg kan prøve at argumentere imod dine potentielle indvendinger, og at jeg med min henvendelse lader dine ord og synspunkter flyde ind i teksten. Men det er også muligt, at denne tekst ikke har noget som helst med dig at gøre, at jeg udelukkende tiltaler dig for at iscenesætte denne tekst som en begivenhed, der kan vække din fraværende stemme til live, og iscenesætte mig selv som den forfatter, hvis stemme kan påkalde hvem som helst, hvor som helst, når som helst. Jeg puster mig op: Prætentiøst, pinligt. Det er muligt, at du ikke er andet end et par bogstaver i den første linje af min tekst.