Julie Sten-Knudsen

To tekster fra mit nye manuskript er i dag blevet publiceret i Slagtryk.

An English translation of one of my poems appears in the new issue of the British magazine Structo (issue 9). The poem is from my first poetry collection, Hjem er en retning. It has been translated by Line Miller.

You can buy Structo here.

Den Blå Port nr. 91 er udkommet. Det er det første nummer som den nye redaktion (Olga Ravn, Josefine Klougart og Jonas Rolsted) har lavet. Temaet er “det mandlige”, og jeg har oversat den første tekst: “Mandlighed” af Hanna Hallgren og Johan Jönson. Det er en oplæsningstekst der blev skrevet i anledning af Queerlitteraturdagen i Göteborg 2008. Siden er den blevet udgivet i et hæfte på det norske Forlaget Attåt. Jeg synes det er en ret brutal men også poetisk tekst. Her er et uddrag:

JJ&HH:
Jeg har aldrig været stolt af min egen ståpik. Jeg ville aldrig vise den frem. Jeg synes at pikke er grimme, modbydelige, truende, skræmmende. Også min egen. Jeg knepper gerne, meget gerne, men jeg forventer mig ikke at nogen anden skal nyde det. Det spiller ingen rolle hvad der bliver sagt bagefter. Jeg tror ikke på det. Pikken er nok også den eneste kropsdel som ikke har udviklet nogen evolutionær hukommelse; den bliver hård i alle tænkelige situationer, næsten samtlige helt dødfødte, uden nogen som helst chance for nydelse. Eller også er det præcis modsat: ståpikken oplever umiddelbart en omfattende fallisk orden. Jeg mærker jo hvordan mine klasseerfaringer næsten ikke fæster sig nogen steder, mens min maskulinitet klæber til næsten alt.

Skal jeg lægge løspikken til genbrug eller i komposten? Og alle batterier? Jeg er holdt op med at kneppe. Er i anti-sex, endelig der. Så uafhængigt det er blevet – (kun med hænderne). Tjekkiets grænse/Drag-king/Sexarbejder/Moldavien/enklaven Kaliningrad (”der er både piger og stoffer”)/Jeg skal rejse til Beirut og sole mig og bade og informere mig/Jeg implementerer…
Jeg kører i bus i Hviderusland, kold gøen og regner, tænker at jeg er en lækker, næsten liderlig butch, jeg sidder bagved nogle kvinder i gruppen hivpositive-mødre. På hotellet i Minsk sidder unge piger med deres alfonser i plastsofaerne. Jeg er dissonant. Et vådt tegn. Champagne er billigt her. Vi drikker champagne og øl for nu drikker alle og sprit. Hvad laver min bror? Min bror samler strålen. Dagene går – … Oh America,/my home/sweet home…
Det regner gylden honning olie oliven gennem børnene
Det regner over husene, som hvidt støv ud af revnede vægge

Mikkel Bruun Zangenberg har anmeldt min oversættelse af Jenny Tunedals Min krig, suiter i Politiken (10/06/2012). Bogen får fem ud af seks hjerter. Læs anmeldelsen her.

I samme avis er Jenny Tunedal interviewet af Nicklas Freisleben Lund. Hun siger bl.a.: “At skrive poesi er ikke at gestalte færdige argumenter, men at tvivle. På den måde er bogen en slags u-videnskab, der netop kæmper med en masse forskellige udsagn og overgiver sig til tvivlen og forvirringen mellem det politiske og det private.”

Her har jeg skrevet en tekst om mit arbejde med oversættelsen.

Jeg har en artikel om apostrofer og spørgsmål i Den Blå Port nr. 90: ”"Læs mig! Jeg har store bryster.” Den pinlige apostrofe og andre poetiske henvendelser”. I artiklen analyserer jeg bl.a. digte af Mette Moestrup og Lars Skinnebach. Den begynder sådan her:

O, M. M. Jeg har talt om dig i dag, mens du ikke var der, og nu taler jeg til dig, mens du ikke er her. Eller: Jeg har ikke talt om dig, men om et digt, som du har skrevet. Og jeg taler ikke til dig her, jeg skriver. Men jeg blander tingene sammen. Jeg kan ikke lade være. Lad os sige at jeg bruger min stemme. Lad os sige at jeg har en stemme og en krop, at jeg findes, og at du findes. Lige netop det tror jeg vi kunne blive enige om, hvis du var her og kunne svare på spørgsmålet: Tror du på det? Det er muligt, at jeg skriver denne tekst i forventning om dit mulige svar og som svar på ting du tidligere har sagt og skrevet, at jeg henvender mig til dig for at fremkalde forestillingen om en samtale, hvor jeg kan prøve at argumentere imod dine potentielle indvendinger, og at jeg med min henvendelse lader dine ord og synspunkter flyde ind i teksten. Men det er også muligt, at denne tekst ikke har noget som helst med dig at gøre, at jeg udelukkende tiltaler dig for at iscenesætte denne tekst som en begivenhed, der kan vække din fraværende stemme til live, og iscenesætte mig selv som den forfatter, hvis stemme kan påkalde hvem som helst, hvor som helst, når som helst. Jeg puster mig op: Prætentiøst, pinligt. Det er muligt, at du ikke er andet end et par bogstaver i den første linje af min tekst.

Jenny Tunedals Min krig, suiter udkommer den 2. maj på Forlaget Basilisk, i min oversættelse. Jeg har også skrevet et efterord.

Jenny Tunedal (f. 1973) er digter og kritiker. Hun debuterede med digtsamlingen Hejdade, hejdade sken i 2003. Hendes anden bog, Kapitel ett, kom i 2008, og Mitt krig, sviter i 2011. Tunedal har op gennem 00′erne været en markant stemme i den svenske litteraturdebat, både som redaktør for tidsskriftet Lyrikvännen og som kritiker og litteraturredaktør på Aftonbladet.

Udgivelsen bliver fejret med et arrangement lørdag den 12. maj kl. 19.30 på CaféTeatret i København. Der vil være oplæsning ved Jenny Tunedal, Mette Moestrup, Amalie Smith og Morten Chemnitz. Gratis entré, alle er velkomne.

Statens Kunstfonds Litteraturudvalg har besluttet at tildele en præmiering på kr. 75.000 for værket Hjem er en retning.

Udvalget har følgende motivering for præmieringen:

Naturen er alle vegne i Julie Sten-Knudsens debutdigte, og det er den på en velgørende og uprætentiøs måde, så selv lyden af regn i al sin enkelhed kan åbne for utallige andre verdener: ”Hvis du tænker på mig/er det den ru granitvæg/du mærker/under dine fingre. Hvis du husker mig/så husk mig på samme måde/som du husker/lyden af regn.” Forfatteren er ikke bange for at bruge en slidt metafor som rosen, og hun gør det så overbevisende, at rosen ikke først og fremmest er en metafor, men netop den bleggule rose dét sted dén oktoberdag. Julie Sten-Knudsen er heller ikke bange for at være alvorlig og vemodig. Der er ikke noget ironisk eller vrængende over hendes sammenvævning af det skønne og det grimme. Julie Sten-Knudsen er en klassisk funderet lyriker, og hendes projekt er en seriøs granskning og en næsten moralsk tro på, at der er en mening, og at mennesket er til i verden og har en betydning for andre mennesker. Men også humoren er der plads til, f.eks. som i linjer som disse: ”Nerverne/sidder og jamrer sig/uden på tøjet, tag det af:/skjorte, bukser, sko./Du må leve med kroppens/katastrofer.” Der er en velgørende enkelhed over samlingen, der ubesværet kan færdes mellem stemninger, fra det smukt rolige og eftertænksomme til digte, der er præget af stakåndethed, af angst: ”læg dig ned, perle. Læg dig/på asfalten. Der kører ingen tog/i den retning.”

Klangenes bog (sv. Klangernas bok) af Göran Sonnevi udkom i fredags på Forlaget Arena, i min oversættelse.

Digte om jegets mors sygdom og død løber som en rød tråd gennem Klangenes bog, og døden er et af digtsuitens vigtigste temaer. I et mundret og rytmisk sprog, der af og til låner begreber fra matematikkens og musikkens verden, reflekterer jeget over døden i en fri bevægelse mellem forskellige niveauer: I ét digt fortæller moderens læge detaljeret om, at hendes bug er fuld af cancervæv, et andet sted overvejer jeget, om man kan sætte lighedstegn mellem udødelighed og døden, eftersom mennesket først fremtræder som en helhed, når det ikke findes mere.

Hele tiden har jeget det ene øje rettet mod det nære, hverdagens begivenheder, og det andet mod universet, hvor kometer river sig løs, eller fugleengle samles i en brusende storm. På få linjer kan et digt bevæge sig fra en solsort, der roder i gamle blade, til en sætning som »Strukturerne er i deres fødsel«. Kærlighedsdigte indgår på lige linje med digte, der prøver at forstå, hvordan samfundet eller universet hænger sammen. Det samfundskritiske jeg er også et selvkritisk jeg, der ikke vil være »blandt de retfærdige«, men vil bevare bevidstheden om, at det onde findes i ham selv såvel som i de ydre strukturer. Klangenes bog genanvender den overordnede form fra den tidligere Små klanger; en röst (1981), og fylder den med nyt indhold.

Sonnevis evne – og mod – til at skrive poesi, der inddrager politik, naturvidenskab og filosofi, gør det oplagt at sammenligne ham med en digter som Inger Christensen – et slægtskab, der bliver særligt tydeligt i Klangenes bog, hvor Sonnevi ligesom Christensen bruger sonetformen.

Bogen kan fx købes i Møllegades Boghandel (Møllegade 8A, København N) eller bestilles ved at skrive til mail@forlagetarena.dk.

Det nye nummer af Trappe Tusind er et særnummer om oversættelse. Man kan bl.a. læse et interview med Peter Laugesen og nyoversatte tekster af Anne Blonstein, James Joyce og Jacques Rancière.

Ragnild Lome og Peter Eske Vinum indleder med en fin kulturpolitisk artikel om oversætteres arbejdsvilkår. De citerer fra Thomas Harders Mellem to sprog: “Også oversættelse af udenlandsk litteratur (af alle slags) er en støtte til det danske sprog [...] fordi oversættelser udvider det danske sprog ved i mange tilfælde at tvinge det til at beskæftige sig med emner, som det ikke tidligere har beskæftiget sig med, eller til at formulere sig på måder, som ikke har været prøvet før.”

Jeg har bidraget med nogle digte fra min oversættelse af Jenny Tunedals Mitt krig, sviter, som udkommer på Basilisk i april.

Det seneste nummer af Victor B. Andersens Maskinfabrik er blevet flot. Det kan købes i Arnold Busck eller Politikens Boghal eller bestilles på Maskinfabrikkens egen hjemmeside (også selvom man ikke kan se nr. 45).

Nr. 45 indeholder tekster af bl.a. Bjørn Rasmussen, Amalie Smith, Pia Juul, Josefine Klougart, Rasmus Nikolajsen, Theis Ørntoft, Karl Ove Knausgård og Hanne Højgaard Viemose. Jeg har otte nye digte med. Her er det første:

lad os problematisere opvarmningen. Vi starter med englehop

det har varit för jävligt men jag tror att det finns en framtid för oss efter detta, sagde han

det er næsten ikke umagen værd at vaske fuglene

alle unødvendige rejser frarådes. Og alle nødvendige

vi skal også have ost inden kaffen. Og så tiramisu

de brændende huse glider hen over markerne

en konstant interesse for vindens bevægelser

kroppe løftes op og rives bort. Mange forsvinder

vandløb og floder svulmer op. Du behøver ikke

på jordens overflade

det er varmt nok nu

vi dirrer forskudt. Her skriver jeg uden forskelle